At have kroniske smerter
 er som at blive dømt til et liv med evig tortur.

"De, der ikke selv har prøvet, at have kroniske smerter, forestiller sig ikke, at man kan gå og have smerter dag efter dag, uden at nogen kan gøre noget effektivt ved det"..

"Lægerne er jo så dygtige i dag"...

Men behandlersystemet og lægevidenskaben har mange flere begrænsninger end man skulle tro - og ved "de kroniske smerter" - der kommer videnskaben til kort.*

At have kroniske smerter, er som at leve med et usynligt handicap.

Fælles for alle kroniske smerter er: at den oprindelige årsag til smerten er forsvundet.
Samtidig kan man sjældent se, hvor ondt det gør på mennesker med kroniske smerter, fordi den fysiske reaktion på smerten også forsvinder.
Kroniske smertepatienter kan opleve, at blive fejlfortolket, som hypokondere eller simulanter. 

Behandlersystemet har NU erkendt, at TOTAL smertefrihed er uopnåelig -
man kan kun dæmpe den - man kan ikke fjerne smerterne.

Smerterne styrer ens liv, uanset hvor hårdt man kæmper imod - hver dag er en ny udfordring - smerterne bestemmer, hvad kan man så lave i dag.
Smertestyrken svinger dag for dag, ja, - sommetider time for time. Man lærer at leve, at arbejde med smerter - de "små" smerter vænner man sig til - det værste er -  de voldsomme smerter, som altid dukker uventet op - det er dem, som man virkelig frygter.

 Sommetider kan det være små uskyldige ting, som udløser smerter, en stol - stole, ja i det hele taget folks møbler - har udviklet sig til tortur-instrumenter. De kan udløse smerter, som varer op til flere dage..

Alt kan udløse smerter: at tage strømper på, ligge i en seng, sidde i en bil - tage en kop i et skab  - ja, jeg kunne blive ved, min liste er lang.....
Efter flere år med kroniske smerter - har jeg fundet ud af - at jeg fungerer bedst i "en fast rytme" - der må helst ikke være for mange "afbrydelser i min hverdag - det kan udløse smerte-anfald - som tager kroppen - utrolig lang tid at komme over igen.
Det har været en lang og sej proces, at skulle erkende, at man skal have/leve med disse smerter resten af livet.
 

At have disse smerter, gør også, at man er konstant træt.
Denne dræbende træthed - det føles ligesom, alt energi er suget ud af ens krop.

Det hjælper ikke, at gå i seng og sove - som man skulle tro, nej - smerterne stopper ikke, der dukker i stedet for -  yderligere smerter op, når jeg skal ligge ned - til trods for at jeg ligger på en tryk-aflastnings madras.

Jeg vågner ofte, fordi smerterne går igennem medicinen - det betyder at jeg ofte kun får en søvn på 3-4 timer i gennemsnit pr. døgn - resten af natten foregår ved, at jeg skal vende mig ca. hver halve time.
Andre gange er smerterne så voldsomme, at jeg ikke kan ligge ned - så må jeg op og gå ture, i det sovende hus - prøve at gå i seng igen - andre gange må jeg så sidde op og sove.
Efter en sådant nat - er man så træt - man fryser - har intet overskud - man fungerer simpelthen ikke - man er i en form for "sløvheds-tilstand".

At have kroniske smerter, betyder også - at man må takke nej til mange ting - uanset om man utroligt gerne vil deltage - men prisen, som man skal betale - er for høj.......
 

Det kan være en fest, - en koncert - eller socialt samvær, mange af disse ting må jeg sige nej tak til. 

Og alt tager utrolig lang tid - det er ligesom kroppen, bare melder fra - presser man så sig selv - så skal man betale prisen -
 mange smerter - som kan blive "stående" i flere dage, ja uger eller måneder - inden de falder til ro igen.
Det er nok, noget af det værste - når man ingenting kan foretage sig.

Ofte ønsker jeg, at jeg kunne stille tiden tilbage - til dengang - hvor jeg var smertefri og ikke fejlede noget, men jeg ved jo også godt, at nu er jeg urealistisk....

Men det hele begyndte for snart mange år siden.....

* Uddrag fra Søren Frølich bog: "Kroniske smerter" - Kan man lære at leve med det?.